onsdag den 21. november 2012

IFA 2012: Uden Ole De Leeneer :-(



IFA: Det handler om indholdet

Der var ikke de store nyheder på gadget-fronten på IFA-messen i Berlin. Til gengæld var der stor fokus på indholdet på fladskærmen og på, hvordan fjernsynet integreres med andre enheder.
De seneste par år har de store nyheder på gadgetfronten været 3D og tablets. På dette års IFA-messe i berlin var der selvfølgelig stadig stor fokus på de fronter, men efterhånden som fladskærme, tablets og mobiltelefoner er blevet hvermandseje, er fokus begyndt at bevæge sig i retning af at skabe brugbart indhold og på at integrere de forskellige enheder, så de kan spille sammen.
Både Samsung, Sony, Philips, Panasonic og LG forsøgte i høj grad at overbevise pressen om, at netop deres tilgang til det var den bedste, og at de kunne levere det bedste indhold på skærmen - udover de traditionelle tv-kanaler.

Streaming, streaming, streaming

Som vi kunne skrive efter at have snakket med Sonys repræsentanter, så regner de med at kunne lancere streaming af både musik og film indenfor en overskuelig fremtid med deres Music Unlimited og Video Unlimited-tjenester.
Meningen er, at man skal kunne streame ubegrænset musik for et fast beløb om måneden, og at man skal kunne leje film direkte via fjernsynet eller computeren.
På samme måde fokuserer Samsung på indholdet. De har fået aftaler med en lang række udbydere af streaming-indhold, så man kan se film, nyheder og sport på skærmen.

Gadgets skal spille sammen

Men lige så vigtigt er det at kunne få fladskærmen til at spille sammen med ens tablet eller mobiltelefon. Sony demonstrerede for eksempel, hvordan man kunne smide film eller billeder op på skærmen ved at trække filerne op på et fjernsynsikon på ens tablet.
Med deres nye tablet Sony Tablet S lancerer de også en universalfjernbetjening, hvor stort set alle moderne fladskærme kan betjenes direkte fra tablet'en. Også Philips har apps, som kan bruges til at betjene fladskærmen, og Samsung lancerer en ny mini-tablet på fem tommer, der vil følge med deres high-end-skærme.
Med den kan man til dels betjene fjernsynet direkte, men man kan også få billedet fra fjernsynet over på tablet'en, så man kan se videre, selvom man lige skal på toilettet eller ud i køkkenet.
I år lader det til, at disse teknologier hos nogle af producenterne er begyndt at modnes. Betjeningen af indholdet på skærmene er begyndt at blive mere logisk, og specielt når det kommer til producenter som Sony og Samsung, der selv producerer al deres hardware, så er der begyndt at komme et klart bedre samspil mellem fjernsynet og de eksterne enheder.
Men er vi kommet dertil, hvor man kan bruge fjernsynet til egentlig browsing på nettet? Ikke her og nu, for hvis vi skal være helt ærlige, så er der ikke meget sjov ved at skulle indtaste en web-adresse med den traditionelle fjernbetjening.
Det vil dog ændre sig, hvis og når vi får Sonys Google TV til Danmark. Her har fjernbetjeningen et indbygget tastatur. Og vi kan også forestille os, at Samsungs tablet-fjernbetjening vil kunne bruges på samme måde.

Ikke kun TV

Som sagt var hovedtendensen på IFA indhold på fjernsynsskærmen og samspillet mellem forskellige gadgets.
Og 3D og tablets var fortsat blandt de meget tydelige tendenser, der fortsatte fra sidste år.Men ved siden af alt det var der også en enkelt tendens mere, der var fremherskende: Ultrabooks - lette, tynde og kraftige bærbare, der desværre oftest er i et prisleje, der trækker tænder ud.

Læs alt om årets nyheder på IFA her

Men både Sony, Samsung, Acer, Lenovo og Asus fremviste de lækre ultrabooks på messen. Og der er ingen tvivl om, at denne type bærbare er fremtiden.
For selvom de her og nu koster op til 25.000 kroner, når det står helt slemt til, så vil teknologien fra dem langsomt dryppe ned gennem rækkerne, så vi om få år kan få noget, der svarer til de lækre maskiner til priser, man kan betale.

IFA 2011 i retrospekt

Der var som sådan ikke det helt store nyheder på årets messe, der kunne stjæle al vores opmærksomhed. Dette var ikke året, hvor vi første gang så en ny teknologi.
Til gengæld så vi mere modne udgaver af teknologier, vi allerede har set før. 3D fungerede bedre, tablets'ne var federe, de bærbare var mere bærbare. For nu at bruge en floskel fra gadgetverdenen, så handlede det om evolution, ikke revolution.
Hvad synes I var den største nyhed ved IFA i år?